Venepumpe: Mekanisme i kroppen, der får blodet til at løbe gennem venerne tilbage mod hjerte ved at udnytte trykket fra de omkringliggende muskler i f.eks. arme og ben. Venepumpen hjælper altså blodcirkulationen i kroppen.
Hvis venepumpemekanismen ikke eksisterede, ville blodet ikke kunne løbe tilbage til hjertet, fordi tyngdekraften vil trække blodet nedad.
Sammentrækning af musklerne øger derfor blodcirkulationen og fremmer blodets tilbageløb til hjertet. Når musklerne spændes sammen om venerne, presses blodet opad mod hjertet. Veneklapperne lukker sammen og sørger derved for, at blodet ikke kan løbe ned igen.
Hævede, kolde eller blå hænder og/eller fødder, pletter på huden, øget hårtab, tørre og sprukne negle, uregelmæssig fordøjelse og svagt eller nedsat immunforsvar er alle symptomer på et dårligt blodomløb.
Hvis man har et dårligt blodomløb, kan det forbedres ved hjælp af venepumpeøvelser. Der kan laves venepumpeøvelser for både hænder, fødder, arme, ben og bækken.